Ryd ud og find ud af hvad du virkelig mangler

17/04-2018

Starten på en ny sæson er den perfekte anledning til at rydde ud i garderoben, så du får plads til nye indkøb og samtidig får et overblik over, hvad du egentligt mangler.

En ordentlig garderobeoprydning består af fire elementer:

Mavefornemmelse, ærlighed og realitetssans samt rigeligt med tid.

 

Samtidig består en ordentlig oprydning af tre faser:

1) Tag tøjet ud af skabet – den første grovsortering

2) Prøv tøjet på – den virkelig hårde omgang

3) Put tøjet tilbage – det store over blik

 

Tag alt tøjet ud af skabet: Mavefornemmelse

Ved at stå med tøjet i hånden, får du en fornemmelse af tøjet, som du ikke får ved at kigge ind i et overfyldt klædeskab, hvor tøjet hænger klemt sammen, og du derfor ikke kan se de enkelte styles ordentligt.

I denne proces vil du med stor sandsynlighed få flere oplevelser af at blive genforenet med tøj, du havde glemt du havde. Det er her du skal i god kontakt med din mavefornemmelse. Føler du ikke gensynsglæde, kan du med det samme lægge det i bunken af tøj, der IKKE skal tilbage i skabet.

Her ligger du naturligvis også det tøj, der efterlader dig med undren over, hvordan det i det hele taget fandt vej til din garderobe – typisk udsalgskøb, som du bare ikke kunne leve uden af den ene grund, at det var sat ned til halv pris. Det er også her slidt og forvasket tøj, hører hjemme.

 

Prøv tøjet på: Ærlighed og realitetssans

Ja, prøv tøjet på. Prøv alt tøjet på. Måske har du tabt dig eller taget på siden sidste sæson, og den eneste måde du kan blive klog på, om det stadig sidder godt på din krop, er ved at tage tøjet på og kigge på dig selv i spejlet med et kritisk blik.

Her kommer ærligheden ind i billedet. For det kan godt være, du bare elsker de bukser eller den bluse af hele dit hjerte – men sidder den stadig godt på din krop? Måske har den aldrig gjort det, og er et af de stykker tøj, du købte, fordi du naturligvis lige ville tabe de to kilo, der ville få tøjet til at sidde perfekt. Det gjorde du bare ikke.

Og her kommer realitetssansen ind i billedet: Er det i denne sæson, du får tabt de kilo? Hvis nej så læg tøjet i bunken af tøj, der IKKE skal tilbage i skabet.

Det er simpelthen for ærgerligt at have tøj hængende, som du ikke kan bruge og som bare giver dig dårlig samvittighed, når du får øje på det.

 

Put tøjet tilbage – det store overblik

Hvis du ikke har dit tøj liggende/hængende i skabet i kategorier – bukser for sig, kjoler for sig osv. – er det en god idé, at du lægger det forskellige tøj i kategoriserede bunker, inden det kommer tilbage i skabet. Det er nemlig her du får det store overblik over det, du har og dermed også, hvad du mangler.

Det er det, du gerne vil vide ved indgangen til en ny sæson, så du kan undgå de værste fejlkøb, som du skiller dig af med, næste gang du rydder op i garderoben.

Er bunken med skjorte lille og elsker du at gå i skjorter, har du her et indsatsområde. Er bunken med jeans tårnhøj, er det måske her, du kan godt kan styre dig. Kan du i virkeligheden godt lide at gå i nederdel, men har du kun en enkelt, ved du, hvad du også skal kigge efter.

 

Alt det bedste,

Camilla, stylist

Kommentér på indlægget

Vil du have inspiration løbende? Så følg med her



Tilmeld nyhedsbrev

Vil du gerne få seneste modenyheder fra professionelle stylister? Så skriv dig op til nyhedsbrevet.